Foto: Hasse Ferrold
Den 20. marts 2018 holdt UNDP og Industriens Fond et VIP-event for de 15 deltagende virksomheder i det nyligt lancerede SDG Accelerator-program, hvor vi fejrede de innovative, modige og visionære virksomhedsledere, der vil arbejde strategisk med Verdensmålene.
På en solskinsfyldt eftermiddag var 15 danske små og mellemstore industrivirksomheder samlet i København for at påbegynde deres innovationsrejse i SDG Accelerator-programmet. Arrangementet fandt sted i Asia House på Indiakaj. I denne bygning stiftede Hans Niels Andersen i 1898 Østasiatisk Kompagni (ØK) for at drive handel, skibsrederi og industriel virksomhed i ind- og udland. Stedet var velvalgt af Hans Niels Andersen, da man fra ejendommen kunne se ned på de store havnebassiner med en vanddybde på op til ni meter. Der var nemlig tale om store skibe, for ØK drev handel med Fjernøsten, hvilket flere af de deltagende industrivirksomheder i SDG Accelerator ligeledes gør.
Kampen om markedsandele er nemlig blevet global. Hvis der skal sælges teleløsninger i Jharkhand i Indien eller fiskefoder i Shandong i Kina, kan leverandørerne komme fra hele verden – også fra Danmark. Bluetown fra SDG Accelerator, der deltog i dagens event, arbejder med internetløsninger i blandt andet Indien, mens Aller Aqua sælger fiskefoder i blandt andet Kina. Efterspørgslen efter bæredygtige løsninger er med Verdensmålene formaliseret, konkretiseret og øget i hele verden. Det giver nogle enestående muligheder for dansk erhvervsliv – muligheder, der kræver fokuserede indsatser. Mange danske virksomheder har faktisk de nødvendige evner og potentialer, og der er stor velvilje og interesse blandt danske virksomheder. Men der er samtidig vanskeligheder med at gøre de abstrakte Verdensmål til konkrete handlinger, der efterfølgende kan bruges til at udvikle nye bæredygtige forretninger.
VIP-eventet i Asia House blev startskuddet på dette arbejde for de 15 deltagende virksomheder i SDG Accelerator.
Dagens arrangement
Camilla Brückner, direktør for UNDP’s nordiske repræsentationskontor, startede dagen ved at byde alle deltagere velkommen, hvorefter de 15 virksomheder præsenterede deres egen virksomhed for hele gruppen. For at virksomheder kan komme ud med nye bæredygtige og innovative produkter og ydelser, kræver det blandt andet, at de enkelte virksomheder får adgang til nye partnerskaber, på nationalt niveau såvel som på det internationale niveau.
Efter præsentationsrunden indtog dagens keynote-taler Lars Tvede scenen og præsenterede sit syn på fremtidens trends, som vil påvirke danske virksomheder. Lars Tvede er serieiværksætter, investor, venture-kapitalist og forfatter. Han kom ind på det faktum, at vi er i opløbet til en global eksplosion i kreativitet og innovation, anført af kunstig intelligens, deleøkonomi, Internet of Things, robotter, medicinale gennembrud og meget andet, og at danske virksomheder bør udnytte dette. Det kan de blandt andet gøre gennem innovationsforløbet i SDG Accelerator. I den efterfølgende workshop kom virksomhederne ind på, hvorfor de er gået ind i projektet, samt hvad de konkret forventer at få ud af programmet.
Her præsentererede en af de deltagende virksomheder, RGS Nordic, at deres ambition med programmet er at bidrage til opfyldelsen af blandt andre SDG nummer 11 (bæredygtige byer og lokalsamfund), 12 (ansvarligt forbrug og produktion) og 14 (livet i havet). Dette vil virksomheden gøre ved at håndtere og nyttiggøre affald fra byggeriet (SDG 11), øge værdien af genanvendelse af bygningsaffald (SDG 12) samt begrænse havforurening fra industrier gennem rensning af spildevand (SDG 14).
Ligeledes ønsker en anden virksomhed i progammet, Plastix, at bidrage til at løse affaldsproblemet med plast, reducere CO2-udslippet (SDG 13), samt mindske truslerne mod livet i havet (SDG 14) som følge af blandt andet aflagte fiskenet, der ender i havet. Plastix ser Verdensmålene som en mulighed for at tage ansvar for at bringe affaldsplast tilbage som nye plastråvarer, som igen kan være med til at skabe bæredygtig udvikling.
SDG Accelerator spiller på flere forskellige tangenter. Dels arbejdes der med identifikation af nye forretningsmuligheder og skabelsen af profitable produkter og løsninger, der bidrager til indfrielsen af Verdensmålene, og dels arbejdes der med direktionens og medarbejdernes engagement i dagsordenen. I workshoppen var fokus derfor på virksomhedernes eksterne kommunikation om Verdensmålene samt medarbejdernes engagement i denne dagsorden.
Fuld fart fremad for at indfri Verdensmålene
Gennem denne innovationsrejse med de 15 deltagende virksomheder vil UNDP og Industriens Fond vise, at SDG-dagsordenen og de 17 Verdensmål kan bruges til innovation, forretningsudvikling og indtog på nye markeder. På den måde accelererer vi virksomheders engagement i bæredygtighed. VIP-eventet i Asia House var blot en kickstarter. Verdensmålene giver fornyet håb for fremtiden, og nu kræver det, at arbejdshandskerne bliver taget på, og at der bliver arbejdet konkret med målene.



