Ny rapport: Ukraines genopbygning kan koste op mod 588 milliarder dollar
26. februar 2026
Fire års krig har ført til enorme ødelæggelser. En ny international rapport viser nu, hvor stort behovet for genopbygning er og hvad der skal til.
KYIV, 23. februar 2026 - Genopbygningen af Ukraine vil koste næsten 588 milliarder dollar over de næste ti år. Det fremgår af en ny rapport fra Ukraines regering, Verdensbanken, Europa Kommissionen og FN. Beløbet svarer til næsten tre gange landets anslåede BNP for 2025.
Siden Ruslands fuldskala invasion i 2022 lyder de direkte skader på over 195 milliarder dollar. Boliger, transport og energisystemer er hårdest ramt. Omkring 14 procent af alle boliger er beskadiget eller ødelagt, hvilket påvirker mere end tre millioner husstande.
Samtidig er genopbygningen allerede begyndt. Ukraine planlægger tiltag for over 15 milliarder dollar i 2026, blandt andet til reparation af ødelagte hjem, minerydning og støtte til erhvervslivet. Mindst 20 milliarder dollar er allerede brugt på akutte reparationer inden for energi, uddannelse, transport og andre essentielle basisydelser.
– Mennesker står i centrum for genopbygningen. Ukraines vigtigste ressource er befolkningen. Flygtninge, der kan vende hjem, reintegration af veteraner og øget inklusion af kvinder på arbejdsmarkedet vil forme den økonomiske udvikling lige så meget som investeringer og genopbygning af infrastruktur. Genopbygningen skal være centreret omkring mennesker og bygge på lokalsamfund, siger Matthias Schmale, FN’s koordinator i Ukraine.
Angreb på elnet og jernbane det seneste år har gjort behovene endnu større. Skaderne i energisektoren er steget markant, og behovet for investeringer i transport er vokset kraftigt efter nye angreb på jernbaner og havne.
Rapporten peger på, at Ukraines private erhvervsliv fortsat viser stor modstandskraft, og at både nationale og internationale investeringer bliver afgørende for at få økonomien på fode igen. Yderligere reformer og tættere samarbejde med EU fremhæves som vigtige for vækst og stabilitet.
Transport er den sektor med størst behov fremover, med anslåede omkostninger på over 96 milliarder dollar. Derefter følger energi med omkring 91 milliarder dollar, boliger med næsten 90 milliarder dollar, handel og industri med over 63 milliarder dollar samt landbrug med over 55 milliarder dollar. Oprydning af miner og ruiner alene anslås at koste næsten 28 milliarder dollar.
Kontakt: Camilla Stamp / camilla.stamp@undp.org