UNDP rapport maler et dystert billede af Afghanistan et år efter skiftet

Omstrukturering af gæld kan ikke vente på et rentefald eller en global recession

21. oktober 2022

Med BNP stødt faldende siden 2008, har Afghanistan været afhængig af international støtte for at bære økonomien, som dækkede 75 procent af statens totale udgifter og næsten 40 procent af BNP, da skiftet skete. Men efter skiftet suspenderede udenlandske bidragsydere stort set deres støtte.

UNDP Afghanistan

Kabul/New York — Et år efter Talibans overtagelse af Afghanistan står landet over for ”kumulative kriser” og en forkrøblet økonomi, som humanitær bistand alene ikke kan håndtere, ifølge en ny rapport af FN’s Udviklingsprogram (UNDP).

Rapporten udregner, at den allerede nedadgående afghanske økonomi mistede næsten $5 milliarder efter august 2021 og er på 12 måneder i færd med at nedbryde det, ”som det har taget 10 år at opbygge”.

Værdien af en kasse med det nødvendige for at undgå madmangel er i mellemtiden steget med 35 procent, hvilket tvinger fattige husstande ud i mere gæld eller til at sælge værdier bare for at overleve. Næsten 700.000 arbejdspladser er forsvundet, hvilket yderligere presser befolkningen, som også mærker efterdønningerne fra COVID-19-pandemien, konflikten, tørke og krigen i Ukraine.

“Det afghanske folk er gentagende gange blevet udsat for ekstremt svære omstændigheder. De har overlevet adskillige udfordringer i løbet af de seneste 40 år og vist enorm modstandsdygtighed. Men de seneste 12 måneder har ført flere kriser med sig: en humanitær katastrofe, svær økonomisk nedgang, ødelæggelse af deres bank- og finansielle system, og forbuddet mod uddannelse for piger fra syvende klasse og op samt begrænsningerne på kvinders bevægelsesfrihed og deltagelse i landets økonomi,” konkluderer rapporten “One Year in Review: Afghanistan Since August 2021”.

“Afghanistan har været igennem en økonomisk implosion i løbet af de seneste 12 måneder, og FN’s stærke, koordinerede reaktion på krisen har vist sig at være kritisk i forhold til at afværge en katastrofe sidste vinter. For at bygge videre på det, der virkede sidste år, heriblandt skræddersyede indsatser på tværs af adskillige sektorer for at forbedre levestandarden for mere end en halv million mennesker, er der et akut behov for at understøtte flere foranstaltninger for at forebygge en større krise,” sagde Achim Steiner, chef for UNDP. ”Vi er nødt til at hjælpe Afghanistan med at håndtere den kommende vinter, blandt andet gennem vores ABADEI-program, som vil understøtte to millioner mennesker med levebrød og jobmuligheder i løbet af de næste to år med fokus på særligt sårbare grupper, såsom kvindelige iværksættere og unge mennesker.”

Behov for yderligere sammenhæng, levegrundlag og rettigheder

Rapporten maler et dystert billede af landets økonomi, som går mere end et årti tilbage før skiftet i august 2021. Med BNP stødt faldende siden 2008, har Afghanistan været afhængig af international støtte for at bære økonomien, som dækkede 75 procent af statens totale udgifter og næsten 40 procent af BNP, da skiftet skete. Men efter skiftet suspenderede udenlandske bidragsydere stort set deres støtte.

Da den eksterne finansielle støtte er bremset, må Afghanistan læne sig op ad begrænsede indenrigsindtægter fra landbruget og kuleksport. Myndighederne har forsøgt at håndtere de faldende indtægter ved at slå hårdt ned på korruption i nøgleindtægtskilder såsom toldvæsenet og ved at række ud til den private sektor og udenlandske investorer.

“To årtiers omfattende afhængighed af international støtte og import, manglende industrialisering og konkurrencedygtighed, begrænset bevægelsesfrihed og sammenhæng mellem regionerne har blandt andet hæmmet Afghanistans fremdrift,” siger rapporten.

UNDP’s analyse forudser, at udelukkelsen af kvinder fra arbejdsmarkedet kan resultere i et økonomisk tab på op til $1 milliard – eller op til fem procent af landets BNP.

“Kvinder og pigers rettigheder er fundamentale for Afghanistans fremtid,” sagde Kanni Wignaraja, regionaldirektør for UNDP i Asien og Stillehavet. “Det begynder med uddannelse og fortsætter med lige muligheder i forhold til job og løn. UNDP har sat støtte af kvindeejede virksomheder forrest i hjælpeindsatsen: Vi har støttet 34.000 kvindeejede, små virksomheder. Vores mål er at nå 50.000 kvindeejede virksomheder inden året er omme.”

Som en del af en overordnet FN-indsats i Afghanistan har UNDP lanceret en områdebaseret tilgang til udviklingsnødhjælp, bedre kendt som ABADEI. Programmet handler om at arbejde direkte sammen med nødlidende afghanere på et lokalt niveau gennem kontanter-for-arbejde-projekter, lokale markedssimulationer og levebrødsindsatser, som skal forbedre fødevaresikkerheden. UNDP vil også understøtte en række programmer, som skal facilitere opsving i den private sektor, finansielle ydelser, teknisk og erhvervsfaglig uddannelse, produktion af solenergi, styring af sundhedssystemet og levering af serviceydelser.

“Vi er taknemmelige for de $300 millioner i økonomisk støtte til vores arbejde med levebrød som en del af den overordnede kriserespons i Afghanistan, men der er brug for meget mere for at redde økonomien,” sagde Abdallah Al Dardari, den lokale repræsentant for UNDP i Afghanistan. “Afghanerne er ved at løbe tør for tid og ressourcer. Afghanistan har brug for støtte fra det internationale samfund for at genopleve de lokale markeder og små virksomheder, som er grundstenen i Afghanistans økonomi.”

Nøgleresultater fra rapporten “One Year in Review: Afghanistan Since August 2021”:

  • Prisen på en kasse mad med det minimale antal kalorier for at undgå madmangel er steget med 35 procent siden august 2021.
  • Næsten 700.000 arbejdspladser gik tabt i midten af 2022.
  • Blandt de arbejdspladser, som kvinder har mistet i ministerier og styrelser, lå over 14.000 eller 82 procent i Uddannelsesministeriet som følge af restriktionerne på pigers uddannelse.
  • En faldende legal økonomi har ført til en stigning i den illegale økonomi til 12-18 procent af BNP fra omkring 9-14 procent for et år siden.
  • En alvorlig likviditetskrise har påvirket de finansielle ydelser. Mikrofinanssektoren er næsten kollapset, hvilket har ramt fattige og kvindelige lånere hårdest.
  • Næsten 20 millioner mennesker har stået over for høje og kritiske niveauer af fødevareusikkerhed siden august 2021, næsten dobbelt så mange som gennemsnittet de foregående tre år.
  • Børn under fem år står over for en alvorlig trussel om akut underernæring, især i syden.

 

For mere information:

Edna Muratagic, UNDPs Nordiske Kontor, edna.muratagic@undp.org