Ny direktør for UNDP’s nordiske repræsentationskontor

2. December 2021
Portrætfoto af en smilende Henrik Fredborg Larsen, direktør for UNDP's nordiske kontor.

Henrik Fredborg Larsen tiltræder 1. december 2021, som ny direktør for FN's Udviklingsprogram (UNDP) nordiske repræsentationskontor med hovedsæde i FN Byen i København, og satellitekontorer i Stockholm, Oslo og Helsinki. Fredborg Larsens opgave bliver at styrke UNDP’s nordiske partnerskaber med regeringer, parlamentarikere, civilsamfund, forskere og den private sektor. Derudover vil han arbejde for at øge opmærksomheden og styrke en informeret debat omkring globale udviklingsudfordringer og løsninger i de nordiske lande.

”Jeg er glad for at byde Henrik velkommen som ny direktør for vores nordiske kontor. Han bringer mere end 20 års erfaring med sig, hvor han har arbejdet med udvikling og kriser  verden over. Jeg er overbevist om, at Henrik vil styrke vores vigtige samarbejde med vores nordiske partnere for at fremskynde fremskridt mod verdensmålene for bæredygtig udvikling”, udtaler Ulrika Modéer, FN's Assisterende Generalsekretær og UNDP’s partnerskabsdirektør.

"Jeg er stolt og glad for at blive del af et team af dedikerede kollegaer, og glæder mig til et tæt samarbejde med vores vigtige nordiske partnere om fælles udviklingsprioriteter herunder bekæmpelse af fattigdom og ulighed, demokratisk regeringsførelse, kriseberedskab og grøn omstilling, som tilsammen vil styrke landes evne til at modstå kriser og skabe gunstige betingelser for bæredygtig udvikling for mennesker og vores planet”, sagde Fredborg Larsen.

Fredborg Larsen var tidligere UNDP’s landechef i Angola, og haft andre ledende stillinger i FN-systemet i bl.a. Nepal, Bangladesh og UNDP's regionale kontor for Asien og Stillehavet. Han har det sidste år fungeret som UNDP seniorrådgiver for Afrikas strategiske partnerskaber med Europa og arbejdet ud fra UNDP’s repræsenationskontorer i København og Bruxelles. Fredborg Larsen tager over fra Camilla Brückner.

"Som forkæmper for multilateralisme og mangeårig partner til UNDP, har de nordiske lande vist kontinuerligt lederskab i kampen for en mere inkluderende, bæredygtig og fredelig verden, hvor ingen lades i stikken. Med de komplekse og indbyrdes forbundne udfordringer, som verden står overfor lige nu, har de nordiske lande en yderst vigtig rolle at spille de kommende år”, udtalte Fredborg Larsen. 

For yderligere information kontakt: Mette Fjalland, UNDP’s nordiske kontor, mette.fjalland@undp.org, Mobil: +45 5183-6228.

***

UNDP er FN’s førende udviklingsorganisation i kampen mod fattigdom, ulighed og klimaforandringer. I samarbejde med vores brede netværk af eksperter og partnere i 170 lande hjælper vi nationer med at levere sammenhængende og varige udviklingsløsninger for mennesker og planeten. http://www.undp.org  / https://www.dk.undp.org/