Fra drøm til virkelighed: personlige refleksioner fra et praktikophold hos UNDP

Af Liban Baashi Farah Ahmed

31. januar 2025
A smiling person stands with crossed arms in front of a UNDP logo backdrop.

Som barn af flygtninge har jeg altid haft en personlig interesse i at forstå og bidrage til løsninger i kriseramte områder. Derfor var det en særlig milepæl for mig at få muligheden for et praktikforløb hos FN’s Udviklingsprogram (UNDP) på det nordiske repræsentationskontor i FN Byen i København. Mit praktikforløb har betydet mere for mig end blot en akademisk milepæl, det har også været en rejse, hvor jeg oplevede, hvordan verdensmålene omsættes til konkrete og målbare løsninger på vores tids største udfordringer. At se, hvor langt jeg er kommet, og reflektere over, hvad jeg har opnået og lært gennem denne rejse, fylder mig med ydmyghed og stolthed.

Allerede fra dag ét blev jeg kastet ind i et dynamisk arbejdsmiljø og givet ansvaret for en række alsidige og udfordrende opgaver. Mine dage blev fyldt med overvågning af udviklingsnyheder i Danmark, udarbejdelse af policy-analyser og briefinger, assistance til koordinering af medieinterviews med FN-repræsentanter samt støtte til rundbordsdrøftelser med danske NGO’er m.m. Hver eneste opgave var en mulighed for at lære, vokse og se, hvordan teorien fra mit studie blev omsat til praksis i en international organisation.

Et af de mest mindeværdige højdepunkter var min rolle i organiseringen af Ahunna Eziakonwa’s nordiske mission – UNDP’s assisterende generalsekretær og regionale direktør for Afrika. At være en del af et så betydningsfuldt besøg, hvor fokus var på Danmarks partnerskab med Afrika og den nye strategi “Afrikas århundrede” var både en øjenåbner og en kilde til inspiration. Det gav mig en dybere indsigt i, hvordan diplomati, udvikling og strategiske partnerskaber kombineres for at håndtere komplekse globale udfordringer.

Praktikforløbet gav mig også et unikt indblik i, hvordan UNDP arbejder på at styrke god regeringsførelse, fremme klimahandling og understøtte langvarig bæredygtig udvikling. Det var særligt berigende at se, hvordan UNDP formår at balancere akutte humanitære behov med langsigtede løsninger for at opbygge modstandsdygtige samfund, der kan overleve og overvinde både klimakriser og konflikter.

Arbejdsmiljøet på UNDP’s nordiske kontor var noget helt særligt. Det var præget af en dyb professionalisme, et smittende engagement og en inspirerende følelse af fællesskab. At arbejde sammen med passionerede kolleger og medpraktikanter, der delte samme dedikation til at skabe en bedre verden, gjorde hver dag til en fornøjelse.

Praktikforløbet har ikke bare styrket min faglige forståelse, men også min personlige overbevisning om, at jeg kan være med til at gøre en forskel. At være vidne til UNDP’s urokkelige dedikation til at skabe bæredygtige forandringer har formet mine ambitioner og givet mig et klart fokus på fremtiden. Jeg forlader min praktikløbet med nye perspektiver, uvurderlige erfaringer og en dybfølt respekt for arbejdet bag verdensmålene.